Typiske både på Nokoué-søen
(foto: Maja Klamer Løhr)
Ganvie - byen på søen
- af Rebecca og Maja Klamer Løhr, barnebarn og datter af Karl Aage Jørgensen, som har skrevet artiklerne "Emmaus-vandprojektet i Benin" og "Om NGO'er og statslige strategier". Maja Klamer Løhr er socialrådgiver i Gladsaxe kommune.
Der er mange mennesker ved Nokoué-søens bred, hvorfra vi skal sejle ud mod Ganvie. Der er marked nede ved bredden, hvor der sælges frugt, mel, grøntsager og fisk. Det lugter af mennesker, dyr og vand. Der er kolorit på markedet, fordi der primært er tale om kvinder i farvestrålende gevandter, som handler på livet løs med fagter og høje stemmer. Ind imellem kvinderne løber børn rundt eller leger sammen. Nogle unge piger står og danser. De griner højlydt og pjatter med hinanden. Et sted er der en lille sort gris med krølle på halen, som moser rundt i noget affald.
Vi sejler ud i søen med motor med en smal, aflang båd. Vi møder flere både på vej ud til Ganvie. Her sejler de ikke med motor; men de stager sig frem.
Når vi kommer tæt på flere af bådene, kan vi se, at det er børn og unge, der stager bådene fremad. Det virker som om, at det er de store børns job at stage båden. Vi taler om, at det må være hårdt arbejde, da det tager os ca. ½ time at sejle til Ganvie ved motorkraft.
På turen ser vi, at der er sat grene ned i bunden af søen, og de stikker op overalt. Det ligner nærmest indhegninger. Vi synes, at det ser mærkeligt ud, men får fortalt, at det rent faktisk er en form for indhegning, som har til formål at holde på fiskeynglen i lige netop de områder. Vi synes alle, at det er en lidt sjov tanke at have "græssende" fisk i en indhegning.
Vi ser de hårdtarbejdende fiskere som smukke silhuetter på søen, hvor de står i deres smalle, aflange både, og kaster deres runde net. Det ser fantastisk ud. Vi ønsker, at de får en god fangst.
Skolen i Ganvie
(foto: Maja Klamer Løhr)
Ganvie træder pludselig frem på søen. Det ser rent faktisk ud som om, at husene ligger oven på vandet.
Vi får forklaret, at om vinteren i tørkeperioden står pælene meget tydeligere frem; men i dag under den lille regntid, da er vandstanden i søen høj.
I udkanten af Ganvie ligger der et stort grønt hus. Her lægger båden til, og vi får lejlighed til at komme ind i huset og se en lokal kunstners værker.
Vi bider mærke i, at selv om vi er midt ude på søen, så løber der børn, katte, høns og andet rundt i husene. Vi voksne kan godt blive noget nervøse over at se børn i førskolealderen stavre rundt i disse åbne huse, som "flyder" på vandet. Angsten for at de falder i, er stor; men på mirakuløs vis sker det ikke. Havde det været i Danmark, havde vi spærret huset inde med et højt hegn, så børnene ikke kunne falde i vandet.
Vi ville have slebet gulvene, så børnene ikke fik splinter i tæerne, og vi ville have forbudt børnene at bade i det beskidte vand. Men det her er Ganvie og ikke Bagsværd. Folk er nysgerrige, og flere af børnene råber efter os og vinker overalt, hvor vi kommer frem.
Ganvie er præget af slidte huse lavet af træ med tage af palmeblade eller blik. Skolen ligner en vakkelvorn kasse på ben; men her er dog en skole, hvor der foregår undervisning. Børnene fra skolen vinker, da vi sejler forbi. Ud over skolen ser vi en majsmølle og et hotel. Der er rent faktisk et hotel i Ganvie i to etager i gul, grøn og okkerfarve. Det ser spøjst ud, da ingen andre huse i Ganvie har det udseende. Der er også et marked i Ganvie; men det ligger på vandet. Bådene med varer ligger tæt, og der er en livlig handel fra båd til båd.
Da vi sejler tilbage, forsvinder Ganvie lige så pludseligt, som det dukkede op. Vi ser de hvide hejrer, flere andre mindre fugle og langt væk en rovfugl. Vi nærmer os bredden igen, og markedet er stadig i fuld gang. Farverne på klæderne bliver tydeligere, og lydniveauet stiger; vi er tilbage på bredden af Nokoué-søen.
