- af Karl Aage Jørgensen, hydrogeolog og geograf, arbejder med udgangspunkt i den danske ambassade i Cotonou. Karl koordinerer kernedonorgruppen for vand og sanitet.(1) Karl har tidligere arbejdet med vandprojekter i Benin, Niger, Mali, Guinea Conakry og Burkina Faso som ansat i konsulentfirmaerne Rambøll og Krüger. Karl er medlem af Venskabsforeningen Danmark - Burkina Faso, Venskabsforeningen Danmark - Niger samt af Genvej til Udvikling - fodnoter af Jørgen Olsen.
Vi lever i en foranderlig verden, og i de senere år har Afrika syd for Sahara ændret sig stærkt. Desværre læser vi mest om de negative sider af forandringen: borgerkrige, oprør, tørke og oversvømmelser. Hvad vi ikke læser om er, at det gærer og buldrer i landene, fordi de er ved at blive bevidste om sig selv, deres kulturer, og at de ikke længere vil udnyttes af Vestens begærlige firmaer, der har stjålet deres råstoffer og efterladt dem på en sulteløn, der har ført til, at hver familie sørger for sig selv, og Fanden tager resten.
Vi har i bistandsmiljøet i løbet af de sidste mange år satset kraftigt på at udbygge den lokale kapacitet, og hertil har vi i øvrigt fået stor hjælp fra de to store kommunistiske magter, Sovjetunionen og Kina.
For Sovjetunionens vedkommende ikke mindst via det berømte Patrice Lumumba Universitet i Moskva, hvor mange nuværende ministre i afrikanske lande har gået og rent faktisk lært noget, som de kan bruge den dag i dag.
Også Vesten har uddannet mange akademikere, men har også lagt vægt på praktisk uddannelse og træning.
Det har ført til, at mange afrikanske lande har en række veluddannede mennesker, der både kan tænke og har visioner. Disse føler sig ofte i konflikt med de statslige spændetrøjer, som kolonimagterne havde trukket fuldstændig tilfældigt ned over Afrika (bare husk, at Kilimanjaro-bjerget i dag ligger i Tanzania, fordi tante Victoria syntes, at sådan noget skulle nevø Wilhelm da have i fødselsdagsgave, når han så godt kunne lide bjerge)(2).
De spændetrøjer giver sig nu, og derfor ser vi, at de afrikanske lande er ved udvikle deres egne strategier og politikker, om alt mellem himmel og jord, heriblandt også hvordan de ser deres fremtidige vand- og sanitetsforhold.
Ofte er disse strategier og politikker resultater af langvarige diskussionsprocesser, demokrati tager tid, særlig når man ikke er helt stiv i det. Men ingen tvivl om, at viljen er der.
I Benin har vi været igennem processen et par gange efterhånden. Den første strategi på vandområdet blev vedtaget i 1996, den sidste i 2005. En ny vandlov ligger i parlamentet og skal vedtages under forårssamlingen 2008, samtidig er en ny vandpolitik under udarbejdelse. De væsentligste ændringer i forhold til tidligere er, at vand- og sanitetsforsyning nu er overdraget til de i 2003 dannede kommuner.
De tidligere politikker og strategier byggede på en statslig styring af en behovsdrevet udbygning udført af primært lokale firmaer, men ofte med en kraftig udenlandsk teknisk støtte. Nu har kommunerne ansvaret, og de er naturligvis interesserede i at bruge deres hjemlige firmaer, snarere end fjerne hovedstadsfirmaer.
Privatsektoren ændrer sig naturligvis herefter. En af hovedhjørnestenene i kommunereformen er, at alle de mindre vandværker er kommunens ejendom, og at kommunen kan uddelegere driften til private firmaer, der så kan prøve at få et udkomme af driften, samtidig med, at de skal betale en driftsafgift til kommunen.
Her er der mange NGO'er, der står af, og siger, som Emmaus, at de vil have, brugerne selv skal styre driften af anlæggene, og nogle vil endda ikke have, at folk skal betale for vand fra værkerne.
Desværre koster det at drive vandforsyningsanlæg, og jo mindre anlæggene er, jo dyrere bliver vandet; men alligevel kan det ofte være den eneste måde at give folk vand på. Skal disse anlæg holde på langt sigt, er man nødt til at have en indtægt på dem, og samtidig har utallige forsøg vist, at brugerkomiteer kun sjældent er i stand til at forvalte anlæggene på en holdbar måde. Det kan lade sig gøre; men da er det ofte fordi nogle få personer i lokalsamfundet har sat sig på driften af værkerne. Det er ofte de samme, som har betalt broderparten af den lokale finansiering af anlæggene, som skal erlægges (i Benin var det til for nylig 5 pct. af anlægsomkostningerne).
Det er vigtigt for NGO'erne at forstå, at det nye demokratiske Afrika nu selv stiller reglerne for, hvorledes deres udvikling skal foregå, og at man lærer at tilpasse sig de lokale regler.
Der er stadig brug for ildsjæle og mellemfolkeligt sammenhold og udveksling; men det er altså ikke længere den nordlige verdens udviklingsorganisationer, der laver spillereglerne, hverken på nationalt plan eller på græsrodsplan.
Dobbelt vandtårn i Ganvie (foto: Karl Aage Jørgensen)
