Udskriv siden

Interview med Lamido Altiné - april 2007

- Hvad synes du om det sted, du har fået anvist til brønden?

- Det passer mig fint, selv om jeg havde foretrukket tættere på vandhullet.

- Hvad synes du om målgruppens bidrag til anlægsarbejdet?

- Jeg ved at det bidrag skal komme fra os. Det vil vi også give, fysisk eller materielt.

- Lige nu, hvor opholder dine folk sig?

- En del af gruppen er i den nordlige del af Maïné-départementet, den anden er i Nigeria. Men de vil være her, så snart regnen kommer.

- Hvem vil sikre jeres tilstedeværelse på stedet under anlægsarbejdet?

- Det vil jeg gøre personligt, for at sikre at arbejdet går planmæssigt frem.

- Hvordan forudser du at dine relationer med naboerne vil være fremover?

- Før benyttede jeg mig af de andres brønde. På samme måde agter jeg at give andre adgang til denne brønd, uanset om det er for at hente vand til husholdningen eller for at vande dyrene, selvfølgelig under det forbehold at de overholder de vedtagne regler.

- Hvor har du tænkt dig at du vil slå dig ned?

- Vi vil slå os permanent ned i nærheden af brønden, og sammen med vores NGO (I&A) vil vi udtænke andre tiltag, vedrørende skole, sundhedscenter, kornbank og vaccinationsfold. Men vi ønsker også at lære at læse og at vide mere om decentralisering.

- Hvad synes du om at en gruppe wodaabeer endelig bliver hørt og hjulpet helt konkret?

- Vi er meget tilfredse. En brønd er en klar reference. For os vil den betyde, at vi ikke længere i fremtiden vil blive betragtet som fremmede.

- Ved du at dine naboer ikke vil have at I anlægger marker, at det ville føre til konflikter?

- Jeg ønsker ikke konflikter, jeg går ind for dialog med alle. Wodaabeer er et fredeligt folk, men intet bliver til over en nat, ting tager tid. Måske skulle vi især lægge vægt på at få opbygget vores kapaciteter. - Men vi ønsker også træer. For det sted, vi har fået anvist, mangler træer.

- Hvordan ser du den proces som I&A har udvirket indtil videre?

- Det er en succes og jeg takker I&A for dens indsats for at opnå en konsensus. Især når man tænker på hvor konfliktfyldt området er, og at vi har kæmpet i mere end 30 år.

- Hvad siger dine folk?

- De var overraskede, ingen troede rigtigt på at det ville lykkes. Der er altid nogle der kæmper for at forhindre dig i at komme frem. Men det utrolige er sket.

- Hvordan ser du på inddragelsen af alle aktører?

- Det er en god strategi, for uden den ville der aldrig være blevet opnået konsensus.


Luk vinduet